Smittekilden 207
Da Haagensen paa sit erende efter bestyreren naadde anden etage i internatsbygningen, stod alle dørene i korridoren paa vid væg, og i en sky af støv arbeidede jomfru Henriksen og hendes pige med rengjøringen. Men paa trappegangen fandt han uforvarende et hefte, som postbudet havde slængt fra sig. Det var adresseret til Ejvind Bjelke, og da omslaget var løst, trak han heftet ud.
Det var sidste numer af «Nyt tidsskrift». Han betænkte sig et øieblik, saa stak han heftet i inderlommen og tog den sidste trappe i lange lydløse hop. Men entrédøren var lukket, og altsaa maatte han ringe.
Da han gik ned igjen, kom pigen Gunda ham imøde med blottede, fede arme og et bret med bøss.
«Maarn, kandidat.»
Han hilste og vilde forbi.
«Naa har vi faat høiere ordrer til aa lete etter haarnaaler i sengene dems,» sa hun uopfordret.
Der for en kuldegysning gjennem seminaristen. Han skyndte sig forbi den frygtelige kvinde.
Hun lo, saa hun maatte sætte sig i trappen.
– – Det var midt i den første time. Ileng sat paa første bænk, bag sig havde han Mygster, som netop med møie oversatte et stykke af Sallust. Det var blevet nogenlunde lyst, men graat derude under de side skyer og graat derinde av uvederkvægelig latin.
«Sempronia,» hakkede Mygster, «Sempronia, end mod hvis skjønhed . . . ikke dyderne . . . Sempronia, hvis skjønhed ikke dyderne . . . var ringere end . . . hvis dyd var ringere end hendes . . .»
Bjelke sad nærmest vinduet og stirrede ud over pladsen. Der ilede forsinkede forretningsfolk ned-
