over, og der romlede laes, bestandig læs . . . Pludselig jog det hedt igjennem ham: den graa muffen . . . han stirrede og saa, jo det var hende.
Han reiste sig for at løbe ned. Han bad ikke om lov, man pleiede at gaa diskret og selvfølgelig.
Men i det samme sukkede det oppe fra katedret, og et træt brilleblik søgte nedover bænkerækkerne.
«Bjelke, De faar prøve at vise, at Sallust var en prosaist.»
Hvis der ikke havde ligget denne sjeldne smiger i opfordringen, vilde han rendt ned og stillet sig paa post ved et gadehjørne langt nede, nu strømmede blodet ham op i kinderne, og han oversatte flydende kapitlet om damen med de mange skjønheder og de faa dyder.
Han var neppe færdig, før det bankede. Det var Haagensen. Bjelke skulde op paa pastorens privatkontor.
Idet han gik, faldt det ham ind, at deres latinlærer vidste, hvad det gjaldt, og at han havde villet vise ham sin sympati med denne enestaaende udmerkelse. Han bukkede dybt i døren og fangede bare det lynende gjenskin af brillerne. Men hans hjerte svulmede af tak.
Ved det firkantede bord med det grønne billardklæde sad beskytteren . . . vendt mod indgangsdøren. Tilvenstre for ham, bag al nikkelen i telefonapparattet sad bestyreren.
«De kan sætte Dem.»
Lige foran sig paa væggen saa Bjelke over boghylden Nadveren i egetræsramme, og han ækledes pludselig ved dette billede med den sparsomme opdækning og den kjælne discipel.
