206 Smittekilden
agtkommando lagde officeren piben fra sig. Den ældre filolog reiste sig og sa: «Kom ind!»
Det var beskytteren: et menneske med fremstrakt strube over en hernhuttisk kravat . . . en sortkjolet mand med et ansigt fuldt af tro og haab mellem skuffelsernes rynker. Det tynde haar flagrede graat om tindingerne i dørtrækket. Han holdt et papir i haanden og viftede med det . . . han stansede og slog paa det med en tør pegefinger . . .
«Vil De hente bestyreren, Haagensen!»
Seminaristen sprang op og ud. Beskytteren satte sig foran bordet, han stak omhyggelig papiret i sin baglomme og gjemte ansigtet i begge sine hænder.
«Er noget passeret, herr pastor?»
Man havde trykket sig ind mod væggene i det lille værelse i respektfuld afstand fra sindsbevægelsen, men den ældre filolog tillod sig dette spørgsmaal.
Pastoren vinkede bare overvældet med haanden.
Haagensen var en lang person, hvis hode virrede med løftet pande paa en altfor tynd stilk, og hvis knær gav sig for hvert af hans sopende skridt. Han saa bestandig ud, som om han fulgte en fugl med blikket, men de blege øine saa ogsaa, hvad der foregik paa jorden. Engang havde han skrevet en sang til kongen, og siden den blev sunget af en flok bespiste folkeskolebørn paa majestætens fødselsdag, var hans dragelser mod poesien blevet et kald. I et provinsblad anmeldte han ogsaa de fleste usunde bøger under merket «Stjerne», men forøvrig var hans klaengenavn blandt eleverne Kometen.
