196 Smittekilden
i ørene, og de andre er af dem, Vorherre ikke faar vækket paa dommedag . . .»
«Fainumen, faineiton, faineiton . . .», sang ringeren ud i veiret, men endelig slap han tauget.
«Godmorgen, jomfru Henriksen.»
Hun smældte med vinduet, men et øieblik efter gløttede hun ud igjen med et mere forsonet ansigt og raabte efter ham.
«Om ti minuter staar en varm kontorkop paa kjøkkenbænken.» – –
Ringeren traadte tungt indover den lange korridor i anden, og hver af de numererede døre gav han en grov dult med albuen, men numer fjorten aabnede han med lempe og steg ind. Derinde brændte en klar læselampe paa et bord med bøger, papirer, tobaksaske og celluloidflipper. Der var to senge og to stole. Den tomme seng var en kasse paa fire stolper, dens brunstrøgne brædder var flekkevis overtrukne af et fedt, hvidligt skimmel . . . den saa ud, som om den led af en gammel hudsygdom. Mod den anden væg stod en ny jernseng med messingknotter, der laa ringerens klassekamerat og kontuberal viklet ind i sine uldtepper og sov. – –
Nordlændingen satte sig foran sin grammatik og mumlede de lange remser og lukkede øinene og gjentog dem . . . gjentog . . .
Tilslut slog han bogen sammen og begyndte at samle sagerne. Det var umuligt at holde orden paa en hybel, naar den anden var en bygut. Der laa hans klær og flød overalt, en strømpe i vinduskarmen sammen med en mansjet med blyantskrevne fuskeformler . . . et opslaaet leksikon sparket hen under ovnen.
