Smittekilden 197
«Bjelke, klokken gaar til halv syv.»
Det knurrede henne i jernsengen.
Han gik hen til vinduet og slog gardinet tilside – det var et gardin af et stof, de i byen kaldte jute – to opsprættede sækkelængder med frynser af samme stof. Ruderne var rimpudrede, og han gav sig til at puste for at faa et gløt. Derudenfor paa den store plads begyndte den graa arbeidsdag, et ujevnt tog i samme retning af arbeidere og fabrikpiger langs diagonalen af pladskvadratet, punkteret som delt var af sitrende gasflammer. De skulde til væverierne nede ved elven. En og anden tung arbeidsvogn blev slæbt den modsatte vei, til møllebrugene oppe ved fossen. Det var endda barfrost, med haard gjenlyd af hove og hjul . . .
Han tænkte ikke paa dem, og han tænkte ikke paa noget. Han trak fingeren over den frosne rude, et retvinklet triangel, et kvadrat paa hypotenusen . . . til minde om Pythagoras, men langt nede i ubevidsthedens mudder grodde en glæde, som bare den har følt, som engang har rendt fra én pligt til en lettere.
Det begyndte at gjespe henne i jernsengen. Et rundt lyst hode skubbede sig mod puden.
«Hvor er Draugen?»
Men øinene, som glippede mod lampelyset, var mørke, og det samme var brynene. Haaret sad tætvirret ind til skolten.
«Har du ringt?»
«For længe siden.»
«Skrevet gloserne?»
«Ikke for dig.»
«Det er idet samme. Jeg laaner dem. Har du faaet kaffe af din elskede?»
