Den lille klokke ringede løs, det var som den gneldrende jammer dængtes ud af den, og den blev uforskammet ved i det ustanselige til harm for alle husets ældre nerver. Jomfru Henriksen paastod, at hun laa vaagen den bedste tid af natten af gru for denne morgenklokke, men de, den skulde vække, sov. En og anden kunde vende sig i sengen, og i hans drømme kunde klemtene omfortolkes i uklare billeder hjemmefra . . . kirkesøndage, dombjelder . . . En og anden kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen, dybt og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette hverv, fordi han var aarvak som en hane og paalidelig som en porthund. Han bar endnu sin stutte nordlandstrøie af sort vadmel, han var høi og sværlemmet, men det unge blide ansigt var graat af uvant studieliv, Høit og med grovt mæle repeterede han græske verbalbøininger i takt med dragene i klokkerebet: faino, fano, éfena, péfangka. – –
Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer og isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig blev der tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude knagede for hidsige knoker, og et morgengrættent ansigt keg ud.
«For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker
