162 Det evige savn
selv under de høieste øieblikke af dens lidenskab stirrer savnet umættelig, evighedsfortabt ud i tomheden. Derfor er det i kjærligheden, at mennesket skimter det evige liv, men derfor er det ogsaa alene i kjærligheden, at mennesket dybt og smertefuldt forstaar, at det ikke har oplevet og ikke engang i kjærligheden kan opleve det evige liv . . .
Kjære frøken Inger, dette er en del af de refleksioner, jeg har anstillet som den, jeg er: en savnende. For et menneske, der gjør sig rede for sig selv, hvad bliver resultatet af en saadan refleksion for hans erkjendelse? At gjenstanden for hans savn er evig og altsaa uerkjendelig, og at han derfor selv er evig og uerkjendelig for sig selv. Alene under tidens bestemmelse kan han finde noget, der tilnærmelsesvis kan give ham en forestilling om det, hans savn gjælder, og det er hans livs høieste momenter – hans kjærlighed. Disse momenter forekommer ham som syntetiske tilstande, der giver ham nøklen til hans livs hemmelighed.
Kjære frøken Inger. De vil efter det foregaaende ikke kunne misforstaa mig, naar jeg siger, at jeg elsker Dem.
Professoren banket asken ud af sin pibe.
– Det var meget abstrakt, sa han – men jeg indser ikke rigtig, at konklusionen følger med nødvendighed af præmisserne. Det var forresten en fanden til metafysisk maade at fri paa. Hvad vil du saa svare selvet, min pige?
