Det evige savn 163
– At selvet faar holde sig til sig selv. Hvad skulde jeg svare, onkel Pavels?
– Nei, du har ret. Han lar dig ogsaa udtrykkelig forstaa, at han foretrækker Das Ding an sich . . . Caliban blir aldrig menneske, lille Inger, selv om han vaskes i en brønd af visdom og opstilles som pryd i det akademiske kollegium.
Hun havde rullet arkene sammen til en cylinder og holdt den for øiet og keg ud af vinduet som gjennem en kikkert.
– Jeg ser bare blaa luft, sa hun.
Professoren betragtet hende opmerksomt.
– Og dette var ingen skuffelse for dig, Inger? sa han. Ikke en bitte liden skuffelse?
Inger slap papirrullen og slo armene om den gamle herres hals.
– Jo, hvisket hun. – Det var en bitte liden skuffelse. Og hun sprang sin vei og lod den gamle herre bli siddende.
– – –
Men det hændte sig, at Johannes Rønning den dag blev lige til aften i ladestedet. Han vilde ikke være hjemme og høre paa moderens paamindelse om at gaa til presten, og han kunde ikke gaa til tangen og komme sit eget brev i forkjøbet. I sin uro og forlegenhed opsøgte han en ven, som var lærer paa stedet, og sammen med denne ven tilbragte han dagen. De drak vin sammen og spillet dam og fik tiden til at gaa, og vennen syntes, det begyndte at blive me-meget hyggelig, da Johannes pludselig trev sin nye hat og gik. Han var i en let og fin stemning. Han svang sin kjæp og følte sig fri og overmodig . . . –
