Det evige savn 161
lever det, øieblikkets begreb forsvinde, men for den iagttagende (om det ikke her var absurd at tænke sig en iagttager). Tænker man sig et menneske, der saaledes havde levet det evige liv, saa vilde han netop komme til at forholde sig som iagttager overfor sig selv, forudsat altsaa, at han var levende, saa begrebet om tid igjen indfandt sig hos ham. Det evige liv vilde altsaa forholde sig som noget forbiganget til hans aktuelle eksistens, men denne paradoksale tilstand vilde netop kunne udtrykkes som det evige savn. Og nu er der i ethvert menneskes liv netop saadanne evige momenter, og derfor er der i ethvert menneske, som lytter til sit selv, et evigt savn. Det strider ikke herimod, hvad jeg ovenfor sagde, at dette savn ikke kjender sin gjenstand. Mennesket kjender den nemlig ikke uden som aktuel, kjender den alene i oplevelsens øieblik – da den ikke kan tænkes. fordi den er evig. I det evige liv er der ingen adskillelse mellem det tænkte og det levede, thi livet er syntesen. Men fordi der i menneskets liv er evige momenter, derfor er dets eksistens, naar det føler dybt, fyldt af et evigt savn. Og i alt, hvad et menneske, som er sig dette bevidst, gjør, søger det netop evighedens tilfredsstillelse, men fremfor alt søger del denne i kjærligheden»
– Nu kommer det, sukket onkel Pavels befriet.
«Et menneske, som elsker, siger til den elskede: giv mig det evige liv. Men fordi det er saa, derfor har intet menneske lært det ringeste om sig selv at kjende, som ikke har elsket eller som ikke elsker. I kjærligheden er ikke savnet udslukket, thi den fornyes idelig gjennem savnet af det høieste livsmoment, men det paradokse ved kjærligheden er, at
