158 Det evige savn
eftersom han ikke længer kunde søge aarsagen til dem i den ydre ufuldkommenhed. Dette er en refleksion, som formodentlig de fleste har anstillet, naar de har søgt at gjøre sig selv rede for den utilfredshed, som ligger paa bunden af enhvers sind. Af hvilken natur er da denne? Hvorledes skal man forklare sig den, og hvorledes skal man endelig befri sig for den?
– Ser man sig om efter de resultater, som videnskaben . . .»
Inger kvalte et suk.
– «i tidernes løb er kommet til, eller tænker man paa de emner, som videnskaberne stiller sig til opgave at kaste lys over – – – –. Jeg fastslaar, kjære frøken Inger . . .»
Den unge pige studset ved at finde sit navn indflettet i denne sammenhæng. Hun læste videre mekanisk, uden at tænke paa sammenhængen.
«at endog en ideal erkjendelse alene vilde udstrække sig til den sanselige verden, thi hvor meget vilde den f. eks. kunne meddele os om sin egen natur? Alene ved at beskrive, hvad der indeholdes i den selv, altsaa alene ved at beskrive det erkjendte og maaden, hvorpaa den kom til at erkjende det. Naar jeg siger, at erkjendelsen ikke kan erkjende sin egen natur, saa er jeg paa veien til at sige, at mennesket ikke kan erkjende sig selv. Thi ligesom erkjendelsen maa være noget mere eller noget andet end det, som rummes i den, saa maa selvet i mennesket være noget andet eller noget mere end alle de tilskud, det har modtaget og modtager udenfra i form af indtryk, akkumuleret som erfaring. Men naar vi véd om os selv, at ethvert savn korresponderer med en ting, der ved at stilles i et andet forhold til os, faar savnet til at
