Det evige savn 159
ophøre, saa skulde vi vente, at naar alle tænkelige ting var bragt i det forønskede forhold til os, saa vilde savnet implicite være os en ukjendt følelse. Men forud for al erfaring ved vi, at dette ikke vilde være tilfældet, at tvertimod netop da savnet i os vilde antage en lidenskabs karakter, bemægtige sig hele vor sjæl og gjøre os livet uudholdeligt.»
Den unge piges ansigt brændte af vrede. Hun samlet arkene og kastet dem ud i luften, saa de flagret om i værelset. Og hun kastet sig selv over sin seng og brast i graad.
Men om den filosof, hvis udtalelse om umuligheden af selverkjendelse hun netop havde læst, selv havde kunnet se sin læserinde i dette øieblik, vilde han ikke været mindre forbauset over hendes graad end over den pludselighed, hvormed den opløste sig i hulklignende latter . . . Og endmindre tænkte hun selv over denne besynderlighed. Hun stod op og badet sit ansigt i vaskebollen og samlet omhyggelig de omspredte ark og gik ned og banket sagte paa døren til professorens værelse.
– Forstyrrer jeg dig, onkel Pavels?
– Slet ikke, mit barn. Tiden er min egen . . . Han skjøv sine bøker fra sig og dreide sin skruestol . . .
– Jeg har faat et brev fra herr Rønning, som var her igaar. Faar jeg lov at læse det for dig?
– Naah! Han er tidlig ude. Men du skylder ikke mig nogen fortrolighed i de anliggender, min pige.
– Men vil du alligevel ikke høre det?
– Vist vil jeg saa, siden du viser mig den tillid.
Men jeg forstaar ikke dere unge piger af den nye tid . . .
– Sæt dig tilrette, onkel Pavels, og stop din pibe.
