Det evige savn 157
at dette alligevel ikke vil komme Dem ganske uventet . . . og jeg har ialfald en trang til at lægge mit hjerte aabent for Dem, saa at De, hvis De vil, kan lære mig at kjende, som jeg er». Jeg tror da, at jeg bedst kan forklare mig selv, naar jeg siger, at jeg er en savnende . . .
Naar jeg tænker mig om, saa er det ikke ufuldkommenheden af de tilstande, hvori jeg lever, som foraarsager mine umættelige længsler efter noget andet. Det er et tankeeksperiment, som De selv kan gjøre: at forestille Dem samfundet f. eks. efter almindelige begreber fuldkomment. Tænk Dem, at der ingen forbrydelser er, ingen uærlighet, intet hykleri i menneskenes vandel; tænk Dem, at alle har tilstrækkelig eller overflødig at ernære sig med, fremdeles at alle kommunikationer og alt, som hører til livets ydre bekvemmeligheder, er udviklet til en grad af fuldkommenhet, som vi nu i detaljerne ikke kan forestille os – –.»
– Gud, hvad skal jeg med kommunikationer! tænkte Inger.
«Tænk Dem endelig, at der er skeet ret og skjel i ordningen af staternes indbyrdes forhold, saa krigsmulighederne er afskaffet . . .
– Hvorfor begynder han med politik? tænkte Inger.
«Alligevel siger jeg Dem, alligevel og paa trods af al den ydre fuldkommenhed, vil ethvert individ have de samme ustyrlige længsler efter noget, som han ikke kan gjøre sig selv rede for . . .
– Det ved jeg godt, tænkte Inger.
«0g kanske disse længsler netop under en saadan idealtilstand vilde sønderrive ham saa meget mere,
