128 Det evige savn
ting. Ind gjennem det lille aabne vindu lød ihærdig skraal af smaagriser, men han la først mærke til det nu, da han var færdig. Han bøiet sig ud og saa sin mor stræve afsted til bingen med et stort fange nesle. Hun havde lovaatter paa hænderne og smaasnakket med grisene. – saa saa, saa-saa da, saa-saa-saa, hysset hun.
Hans blik gled over haveflækken under vinduerne, hvor humlerne surret mellem reséda og kromgule ringblomster, henover grisehuset og det lille potetesland og over havreaakeren længer oppe. Der stanset dyrkningen. Der begyndte igjen det vidt omgivende ulænde med kampesten og træstubber og vindfæld . . . og længer borte skogen, som omringet altsammen.
– Natursans, mumlet han. Hah! Det er naturen dette ogsaa. Og den er sød at gi sig ikast med.
Der kom et kjøretøi tilsyne nede i svingen, og straks efter for det i trav forbi. Det var doktoren nede fra ladestedet i karjol og med en liden gut bagpaa. Johannes tænkte paa hvor ofte han havde staat udenfor ved veikanten, naar der var kommet vogne rullende forbi. Og han havde vidst med sig selv, at aldrig vilde der holde nogen vogn udenfor hos dem, og det havde heller i tidens løb aldrig hændt. Det var grod ind i hans bevidsthed, længe før denne var synderlig klar, at der ikke kunde ske nogen forandring paa deres plads eller komme nogen efter landeveien med ærind til dem. Og hans sind havde faat en tung, døsig ligevægt af al denne ensformighed.
Han klædte langsomt paa sig og tog med sig en tyk bog for at lægge sig op i heien og læse. Det var «Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift til de filoso-
