Det evige savn 127
kvisten, hun hørte ham aabne vinduet, og hun hørte det knage i sengen, da han la sig. Hun nikket betaget som om det var liflig musik, men selv havde hun ikke tanke for at sove mere. Hun satte sig ude paa stenhellen foran døren . . . Og den nye dag var begyndt. Den glitret af dug, og solen havde naad de høieste furutoppene.
– – – – – – – – – – – – – – – – –
Da Johannes havde faat sin kaffe paa sengen, stod han op og begyndte at pakke ud af sin reisevæske. Det var først de strøgne snipper og mansjetskjorterne, dem la han omhyggelig ned i det gule træskrin, hvori han som gut havde pleiet at laase ned alle sine eiendele. Saa var det den sorte kjole og bukserne. Han glattet dem for bretter og folder og hængte dem op paa to knagger under skraataget. Han forvissed sig ogsaa om at kræmmerhusene med kamfer ikke var faldt ud af lommerne. Barberkniven og kammen la han sirlig paa en liden speilhylde ved siden af vinduet, og derpaa tog han fat paa at opstille sine bøker. Det var udsøgt sommerlæsning i tunge alvorsfulde bind. Han bladet i et og andet, og der fløi smaa smil over hans ansigt, og han stødte luften haardt gjennem næsen i tilfredshed. Saa fandt han frem to bliktingester bøiede i ret vinkel; dem stillet han op paa det lille bord for vinduet som endestøtter for den metodisk ordnede bokrad. Endelig pakket han ud en rulle med papir og la i bordskuffen, pillet ogsaa korken af et nyt blækhus — og fandt frem penner af vestelommen og indpasset dem paa skafter, hvoraf han havde ført med sig en hel bundt.
Han gik omkring i skjorten og puslet med disse
