Det evige savn 129
fiske Smuler.» I kjøkkenet sad hans far og drak kaffe. Johannes rakte ham haanden, og den gamle nikket tvært og sa ingenting. Det var ikke mere end fire aar siden de havde set hinanden. Men da han gjennem vinduet saa sønnen skride opover mod udmarken, reiste han sig og kløv op loftstigen og tasset ind paa kvistkammerset. Han tog først et oversyn over løsøret, kastet et flygtig blik paa bokrækken og trak ud bordskuffen. Men det gule skrinet, som han derefter prøvde, var laast. Han flirte og reiste sig op og tog ned den sorte kjole, holdt den frem i lyset og vædte fingeren og gned paa ærmet. Derpaa betragtet han længe og opmærksomt silkeforet og ledte efter lommerne. Han fandt et kræmmerhus med noget haardt og aabnet det og bed i et kamferstykke. Tvi! Han maatte spytte. Heller ikke i bukselommerne fandt han noget andet. Han flirte igjen og rystet paa hodet og ruslet langsomt ned igjen.
En stund efter kom konen ind med en bøtte vand. Hun gav sig til at gjøre op varme. Hans Jørn tændte piben med en glo og blev staaende ved gruen.
– Haa æsler han sig til? spurgte han. Har han peng? Hun svarte ikke, og blev ved med sit stel.
Manden satte sig igjen ved kjøkkenbænken, og lidt efter kom det: – Tru om han har peng?
Han stirret tungsindig ind i sin tobaksrøg. Han ventet ingen opladelse eller løsning paa problemet, men det saa ud til at skaffe ham en vis lindring at gjenta og fastholde det for sig selv.
– Gaa ud i skjulet og hug ved, du Hans Jørn, sa konen og fyldte en gryde med vand og hængte den i kroken over ilden. — Siden faar du ta dig en tur til byen efter risengryn og sukker . . .
