82 Det lykkelige valg
AUGUSTA (bittert forundret). Er De skinsyg, Celius?
CELIUS. Skinsyg? Jeg? Nej, Augusta.
AUGUSTA. Men selv om han var forelsket — og prester er trolig til alt — saa vilde han vel ikke netop ha hende til stortingsmand?
CELIUS. Jasaa? Ikke det? Hvaha. (Grunder.) Nej, alt vel overvejet, har De kanske ret. Jeg tænker ikke saa klart idag som jeg plejer. Jeg er lidt overanstrengt. Det røjner paa, et liv som mit.
AUGUSTA. Men naar denne dag er over, saa skal De hvile, Celius. Saa skal De love mig at hvile ud.
CELIUS (rejser sig, med et langt aandedrag). Jeg har ofte tænkt, kjære veninde, paa en gammel vismands ord. Hvad er det han heder? Nuja, jeg husker ikke netop, hvordan han udtrykker det, men hans mening er den: undvig højderne, lykken bor i dalene. Der er noget ved det ubemerkede liv som altid har draget mig.
AUGUSTA. Det kan jeg saa godt forstaa.
CELIUS. Men det er aldrig blit mig forundt. Om det er min natur og begavelse bare eller omstændighederne og skjæbnen, som har fordret det: jeg er bestandig blit tvunget ind i fremskudte stillinger i kommunen og landet. Og dog — dog, det kan jeg betro Dem — det kan fare gjennem mig, det hændte saa sent som idag: kast byrden, træd ind i skyggen og und dig hvile.
AUGUSTA. Det er en fristelse, De maa modstaa, kjære Celius.
CELIUS. Ja jeg er jo lidt vant til at stirre paa ansvarets strenge høje ansigt — — Men tro ikke, at det er fordi denne dag oprandt for mig som en skuffelse — jo modsig mig ikke. Det var smukt af Dem at tænke paa mig, kjære Augusta, og Deres blomster er mig dyrebare, men De var ogsaa den eneste.
