Det lykkelige valg 83
AUGUSTA. Ja, det er ikke min skyld, Celius. Men alle syntes, at det var best at opsætte komplimentationen til valgudfaldet forelaa. Og iaften vil hele byen staa illuminert. En mægtig C af røde glødelamper vil i det afgjørende øjeblik sprute frem af festivitetsfacaden.
CELIUS. Jeg ejer ingen personlig forfængelighed, Augusta. Ellers vilde jeg ikke stanset Sommerblomst festdigt, for der var smukke ting i det.
AUGUSTA. Men der var det ene fortvilede ordet . .
CELIUS. Jeg husker ikke rigtig — jeg læste det saa flygtig. (Roter i papirer og aviser.) Ligger det ikke her etsteds? (De leter begge.)
AUGUSTA. Her er det.
CELIUS. Der var en viss patos i første strofe.
AUGUSTA (læser). Venner af fremtiden, fremad mod maalet, fjernt som i stjerneskrift endnu det staar.
CELIUS. De maa indrømme: det er pompøst.
AUGUSTA (læser). Bærende fanerne, svingende staalet, trygge i truende fylking vi gaar.
CELIUS. Det er poesi.
AUGUSTA (læser). Føreren taler, hør ordene rumler, fylkingen lytter betaget og mumler: Celius.
CELIUS (skjærende). Ja, er det ikke som selve sa — hvaha. Rumler. Rumler. Det ene ordet vilde slagtet mig. At ikke det asen kunde fundet paa et andet ord.
AUGUSTA. Der findes ikke noget andet, som rimer paa mumler.
CELIUS. Ja, saa fik han kassert det ogsaa. Mumler. Hvorfor mumler de? Det er næsten som at si, at de skumler. Men bare en slig ting viser, at vi maa ha et nyt sprog i landet. Et sprog uden tvetydigheder. (Telefonen kimer.)
AUGUSTA. Vil De?
