Det lykkelige valg 81
Nej, ikke en lyd. Det er mistænkelig stilt. (Lukker vinduet.) Som foran en storm. La De merke til at pastor Feltman ogsaa var ude og afgav stemme? Det har aldrig hændt før.
AUGUSTA. Han gik vel i ørsken, som han plejer.
CELIUS. Men han stemmer paa mine kone. Han stemmer ubønhørlig paa min kone.
AUGUSTA. Ja, det tror jeg ogsaa. Men han er vist den eneste.
CELIUS. Selv én er formeget. Der skal det spredes udover land og strand: dernæst havde fru Celius en stemme. Hvad skal nationen tænke om mit familjeliv.
AUGUSTA. De er for nervøs i dette øjeblik, kjære ven.
CELIUS. Ja, jeg er det.
AUGUSTA. Og De glemmer den lange røde traad i Deres offentlige virke.
CELIUS. Hvilken traad?
AUGUSTA. De har frigjort kvinden som politisk individ. Men som politisk individ er hun ikke hustru eller mor eller datter. Hun er bare sig selv. Det sætter netop kronen paa Deres verk, at Deres hustru politisk er Deres modstander. Det indleder en ny æra.
CELIUS. Mener De det? En ny æra. Tak for at jeg har Dem idag, Augusta. (Rækker hende haanden.) Men sæt, at der var flere end Feltman. Ja der er jo flere. Hvor har vi tankerne vore henne? Der er jo Onsø . . Men Feltman, han har sikkert i al stilhed drevet husagitation. Ved De hvad jeg tror?
AUGUSTA. De hidser Dem op. De tror altfor meget. De ser spøgelser.
CELIUS. Jeg tror jeg har opdaget, at presten — ja hvad skal jeg si? — at han er indtat i min kone. Men han skal passe sig.
