Det lykkelige valg 19
gende hviskende): Skomager Fingalsen. (Adjunktens skikkelse fjerner sig i lange sprang.)
(Fingalsen glir stille ind. Sommerblom, som om han ikke har observeret ham, mønstrer bordet og disken, men kan ikke faa skjult flasken.)
SOMMERBLOM. Det er ganske pyntelig. Det er præget af orden og gode seder. Men planterne er kanske ikke paa sin plads. Viftepalmer er heller ikke efter min smag. (Flytter den hen paa disken.) De passer ikke for en national anledning. De har ikke dette uudsigelige ved sig som vore egne naaletrær. Nej som vore egne fædrelandskjærlige naaletrær. (Dæmpet og inderlig.) Selv om jeg kunde – følge fuglens baner – vilde jeg blunde – dog bag tyste graner. Men indtrykket vilde kanske løftes af en arokaria – – (flytter ogsaa den hen til viftepalmen. Nu er flasken dækket.) Det er ogsaa en gran, men af en mere forædlet, melankoli. Velplejet, men en gran alligevel. Vilde jeg blunde . . vilde jeg blunde.
FINGALSEN (rømmer sig harskt og grundig). De gaar saan og pusler og nynner alene for Dem selv De, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Nej se Fingalsen. Goddag. Hjertens goddag. Ja jeg gaar her og lytter til bølgeklukket fra stranden. Nu er det høst, Fingalsen. Jeg trodde ellers byens spidser var paa stationen og tog imod ministeren.
FINGALSEN. Jeg hører egentlig ikke til spidserne. Jeg er og blir en simpel mand.
SOMMERBLOM. Det er De, Fingalsen. Men det kommer ikke i betragtning i vor oplyste tid. Demokratiet kjender ikke persons anseelse, som Celius sa i en sin store tale.
FINGALSEN. Ja Celius er en folkelig mand. Jeg ved ikke hvor vi skulde hen, hvis vi ikke havde Celius.
SOMMERBLOM. Han er en pryd for stedet, det skal være vist. En slig taler, De – en saa højtflydende og samtidig saa grundig taler. Og som regel bog-
