tok de den ialfald paa sin lille mavedans til ære for Purisima Concepcion.
Men saa kommer hun! Hun kommer som et syn ... den eneste jeg har set danse her i landet, – og jeg saa jo ikke saa faa. Hendes kjole, som glimter i sølv og grønt som fiskens skjæl, bølger i rike valker om hendes knær, minder om Sætesdalens kvindfolk-stak, – bare at hendes atter straks klemmer sig tæt indtil det slanke legem og følger det helt op under den unge hake. Og hendes ankler er smekre som hindens. Hun hører til dem fra trappeopgangene. Men hun er høi og rank. Det er den sidste av en krydsning, det ytterste energiranede led i en ætte-kjede. Et forædlet, unyttig væsen. En deilig skikkelse. Og hun føler sin egen unyttighed, og nu lægger hun sig betingelses-løst hen i kunsten isteden. Hun eier denne store, sidste drøm, knytter i krampe sin haand om den, dansens drøm. Og dette haabløse aandiggjør saa forunderlig alt hendes væsen og hver rørelse fra hendes legem: jeg ser Andalusiens viftepalmers ytterste fingre bivre i brisen, og orangefrugtens kloder gløde stille bak eviggrønne blade. Ja, naar jeg sitter her i toget foran dette gule lik av et landskab og mindes hende, saa husker jeg ikke engang hvad hun danset; ... kastagnetter? husker jeg om hun hadde det! Jeg ser bare hengivelsen, jeg ser hendes legem synke bløtt ned i rytmen. Eller hun blir som en nysutsprungen blomst, som læsker sig, dovent svaiende i regn og sol; og jeg ser den smale stripe øie gnistre. Hun danser sig op, saa hun er alene paa scenen, hun danser for sig selv; hun er som en blomst ogsaa i det, at hun likesom ikke vet av mennesker. Eller hun reiser sig paa en høi stængel, strækker sig i undren op over livets blomster-eng. Eller hun tripper, skyver den sidste rest av gul og giftig jord unna sin fot. Og stiger i veiret som en herlig stormvinds rike bytte. Daler saa ned igjen til trodsig tramp ... Og dog danser hun ikke for os om kjærlighed like ut. I sin kunst forflygtiger hun eros,
