pyntesyke som en vild – han er ellers velklædt: paa hodet en irgrøn fløiels-lue, i halsen bærer han et ildrødt silketørklæ, en svær signet-ring paa sin pekefinger, lys marineblaa trøie, og han har benklær gulere end selve Aragoniens ørken-sand. Og da det blir aften, og jeg gaar om i gaterne oppe i byen, træffer jeg ham igjen i sværmen. Jeg kommer nemlig ind i en sidegate, hvor der er staset op til fest; skrøpelige stænger er rammet ned mellem brostenene, og fra stængerne er der trukket staaltraad, og i staaltraaden hænger rødstripede papirlygter. Hele gaten er to rader svaiende papirlygter; og kastagnetter, som egger, dans og latter i anledning av Purisima Concepcion. Han gaar om og blunker til de unge pike-klynger, stanser og klipper med øinene som en hane. Og snart har han sprængt én ut av klyngen, leker kjærlighed under røde lygter; for en spansk señor er fri som fugl i skogen; og nu har han brettet trøiekraven dæmonisk op om ørene, som han har set nattens kvindejægere og sportsmænd bruke. Og jeg lar festens mylr og mørket sluke ham ...
En stund efter sitter jeg i et litet teater, hvor der er dans. Der har været mange andalusierinder fremme. Der var sterke ankler, som trampet i brædderne, saa støvet gjøv i gule skyer ut over orkestret. Det er forunderlig, hvor spanieren elsker tramp fra føtter paa sterke, tykke ankler; næsten alle kvinder jeg saa danse og gjøre lykke, eiet dem, – og selv var de korte, sterkbyggede. Og i den smak er der jo noget oprindelig og sundt ... negerkvindens ankler, ankler fra ublandede, uforædlede racer, natur-folks ankler. De fine saa jeg derimot i marmortrappernes mørke opgange, de laa og skurte; eller jeg saa dem gaa og sope restauranternes gulv ... smaa, retsløse væsener, som smyger tause ind som de forsultne hunder, og glir sin vei like umælende. – Andalusierinderne har trampet tungt deroppe paa brædderne ikveld, har villet syne vilje og kraft; og tok de ikke applaus paa det, saa
