124
motvegt, – det billede som folk flest har dannet sig av landet: Jeg sitter pludselig og mindes Andalusien langt, langt syd, med patio’ernes fredsæle stilhed bak gitterporten og i rislende overlys; jeg ser Andalusien med sine haver, hvor viftepalmens bladfingre bivrer i brisen, og orangen blusser saa ukristnet, brænder gul ind under det blanke, eviggrønne mørke løv ... de to farver som ogsaa hedenske romerfresker elsket. – Det var en yr dag i Sevilla. Byen hadde staat paa kant tre hele nætter til ende for Vorfrues ubeflekkede undfangelse; der var kirkefest, med processioner og militær-parader, der var pagedans i domen, og myndighederne gjorde hverandre sin opvartning. Om natten hadde det været skybrud, og nu kom flommen: elven steg ustanselig, brummet som en vældig homle bak det murede bolverk, der kaierne stod under vand og alle skibstrosser dirret spændte; og sletterne langt ute laa ogsaa hist og her med blanke, himmelblaa dammer i det mørkegrønne. Guadalquivir hadde hast; ved, høistakker, hele straahytter kom dalende nedover strømmen, skiddengraa av væte, red op paa brokarrene, kløvedes, plumpet saa uti paany ærgerlig over heftet, drev hidsig videre, skilt hver til sin kant. Hele Sevilla samlet sig paa broen, eller stod langs kai-muren, og stirret paa sin flodguds hast. Og jeg hadde været dernede om dagen for at se ansigter og Sevilla’s rot av race, som gir byen denne ansats til et litet slyngelagtig Neapel. Jeg saa krumnæsede berber-rester, blunkende zigøiner-opsyn; og en gut med ildrødt haar, fregnet hud og blaa øine lyste hjemlig op, en livsvarig hilsen fra en farende nordisk matros. Der ser jeg ogsaa en ung, hvit neger! Han har den brede, konkave næse; han har de putede øienlok, læberne; har lange armer og platfoten, fordi det ikke er saa umindelig mange tusen aar, siden hans æt laa og krabbet opad urskogens træstammer. Men især er han neger av væsen, han har det fjollete fjæs, smilet, den naragtige indbildskhed, at alle ser paa ham, og han lider jo av farvegal
