ikke for det, for det er stærke folk, Stenshoug’erne; — men det gælder bare at passe sig.»
Sønnen lytted raadløs igen.
— «Og saa er der ting, du ikke kender til!» kom det hviskende.
«Desuden kan du ikke mene det, Herman, at Sigvart har ret,» skar moren i, skælvende av energi.
Han kendte, han blev hvid langs læberne, snapped efter pust; — her skulde kilen ind! — —
«Stuart Mill er verdens største tænker!» tramped han i gulvet.
«Hvordan kan du snakke slik!» hugg hun i; men saa sagtned det og løb ud i tonløs utryghed: «Det er aldeles urigtigt;» — det var som hun klapped og strøg et skræmt dyr.
«Hvordan kan du snakke slik! — som ingenting har læst av Mill.»
«Naa da — naa da!» stagged faren godslig og prøved smaale, han trak sig unna ind i kontoret.
«Jamæn det ved vi jo!» svarte hun og satte sig opgit ved vinduet.
«Det ved «vi» slet ikke!»
«Der er saamange fornuftige bra folk, som
5 — Sus.
