mener det, at det maa da være noget i det lel, synes jeg.»
Herman blaaste og satte sig i sofaen. Det vred sig ræd paa krakken inde i kontoret. Og moren snudde sig, blev siddende og se forsagt ud i haven; sat saa ligesom for sig selv:
«Det er saa rart med den begeistringen, naar én er ung — da ser vel alt anderledes ud.»
Saa blev det stille.
«Vi vil jo dit bedste, baade jeg og din far, med dette,» sa det igen om lidt ud imod ruten. «Og jeg tror nok det,» snudde hun sig ind i stuen med røde øine, «at vi kan si, vi har hat vort stræv med dere barna, baade jeg og din far. Saa vi fortjente noget andet,» voved hun endda stærkere, fordi hixten dæmped ordene — viljen i stemmen øged og døde som fossesus i vind.
«Du kvæler mig mor!» skrek han og sprang op; — mors-sindets lange stride fangearme strakte sig efter ham og vikled sig og vandt sig, — tæt — tæt —! — — Han blev staaende og stirre paa hende, stille; — det var mer end Stuart Mill hun stred mod! …
