«Ja.»
Herman satte sig i sofaen; — det var som der laa blød aftentaage i stuen. Faren reiste sig langsomt og kom frem i døren:
«Du Herman, da jeg saa det sorte fine hodet dit og det tænksomme ansigtet der inde under katedret, saa tænkte jeg ved mig selv: du er for fin kar til det der!»
Det blev stille igen. Herman sad raadløs, uden svar, lytted til ordene lang stund og saa paa ham; og faren saa igen. Det var ikke bare faren, som sa dette; der var mange her, som vared, en hel gammel slægt bagover — sønnen saa far efter far indover i de stille tænksomme øine. Det var, som han stirred ned i sit eget dyb av saare hensyn.
Men saa kom moren ind i det samme, fra præstegaarden. Han reiste sig.
«Jeg synes, Sigvart har ret i hvert ord!» sa han høit.
Faren kom indenfor tærsklen:
«Det kan saa være, ogsaa! — Men Stenshoug’erne er stærke folk, som sluger mennesker, tygger og maser dem sønder og sammen, ser du, som rovdyr, saa der ikke er et helt stykke igen, naar de spytter dem ud. De kan
