for sagfører-gaarden. Der stod to døler, Tore Prammand og hestehandleren, som altid snød, skotted efter Sigvart udpaa veien og snakked sagte.
«Da æ væl dei reine lutherska lærdoma, so vette føredregne paa skulane in i Kristiania, væl?» spurgte hestehandleren stilt, da Herman tog i grinden — det gotted sig lurt under rødblege bryn.
«Jøssøs ja!» — de turde nok ikke andet! — — Han skyndte sig unna opover haven; det var, som han misted bund under sig, da de spurgte, han hadde vadet sig saa langt langt ud! — —
— Det var bare sagfører Ek, som tog det med ro. Han sad stille paa kontorkrakken, stirred ud mod moen, som laa i sommeraftenens graalys, og tænkte paa, hvor han skulde faa sagt Herman det pyntelig, at han fik være forsigtig ligeoverfor de Stenshoug’erne.
«Det er Herman?» sa han godslig og vred sig paa krakken; han var blit endda stillere i stemmen, siden det med Signe hændte.
«Er det dig far!» svarte Herman sagte indfra dagligstuen.
«Du var der, du ogsaa.»
