Han reiste sig; det var Sigvart. Nu kom de tilbage.
— — Hvorfor gjorde moren dette idag! «Tak vi skal ikke ha kurtise!» skar hun i; det var smuds i ordene, som naar hun skrek «Ud med sig!» til prostens hund — den veired ind i gangdøren efter «Freia». — «Skal Sigvart Stenshoug være med, skærer ikke jeg ét smørbrød!» — «Sigvart Stenshoug skal være med, — ellers gaar ikke jeg et skridt!» svarte han; idag smøg han ikke ræd for det gustne stridsind, som hadde jaget broren hjemmefra. Og saa sprang han op til seminariet og hented Sigvart; og saa skar de selv sine smørbrød. Da var hun alt paa veien til prostens nord i svingen, med den tørre stride ryg, denne tynde ryg som alligevel ligned bedstefarens, skipperens, sinte ryg.
— — Hun taalte ikke Tordis Hval — det var tingen — ligesom hun ikke hadde taalt prostens datter; men nu bandte Richard sig ud av hjemmet, saa hun turde ikke si det anderledes. Det var de fremmede viljer, som ikke skulde ind i huset — det koste hvad det koste vilde! Hun la mors-skinsygens smuds,
