Moen ved saa mange ting,
om det som er, og det som skal være.
Moen fniser rundt i ring —
øiepar glytter bag gærde.
Minnet det er barnaal-stik,
minnet det er ingenting.
Livet det er mygge-spring,
livet det er lynge-nik, —
nikke-nikke-nikke ……
Solen steger i furubark-knusk.
Ormen sikler om lynge-busk,
— tør nok altids stikke …
Hu-hi-huh! si’r det indpaa moen.
Han skønte det ikke, visen var kommet av sig selv stilt som vugg i lyngen; — han vidste ikke sikkert selv, om det var en vise. Det tog ham: her var ligesom noget, som hadde magt til at leve langt fremover! Det var saa underligt. —
— Dagen gled. Og der var ikke fler som kørte i veiens grus. Aftenvindens svale sus spurgte langt, og mørket stured mellem stammerne.
Han lytted; høit op i aasen hujed det.
