liv indpaa moen, som én aldrig fik greie paa.
Men idag var moen kirke for alle de umælende stordyr, den suste med høi underlig saar helg indover sindene, ind i dybene, der hvor præsten aldrig fik ordentlig tag.
Moen var selv et stort sind, som tænkte; og han skønte, hvad moen tænkte. Moen tænkte, at det ikke var let at leve. Og den tog ikke magten fra ham, som menneskene gjorde; dens sus løste alle de haarde baand, seiled avsted med far og med mor og med hjem som let frødun; — han selv øged og var ene til.
«— Trassipind! trassipind!» — hvad gjorde det! De ord gemte sig i skogens mørke; de damped væk i lyngens em; de sletted sig ud snarere end spor trilled fuld i moens sand! — —
Han laa og lugted. Han laa og lytted. Han laa og stirred, stirred.
Der gik sang i linneaens nik, der løfted sig toner under den saare helg.
Ormen sover i mosens dun.
Der lugter kvae fra stammen brun.
Hu-hi-huh, si’r det langt indpaa moen.
