la hjemmets styggeste hverdag over deres glæde!
Hun skabte mylr av nye samvittigheder, som skulde lede glæden, — som om ikke hans natur var rig nok paa saare hensyn før! — —
— Det hujed op i aasen og lo. Han sprang nedover sandhaugen. Ude ved stuevæggen stod det lyse og titted, den korte skjorten hang udom stakken. Han hopped over gærdet.
«Du æ so stygg i augane!» skvatt hun unna og drog med blikket.
Han tog hende om livet:
«Hei vil du være jenta mi, du!»
Slængte hende bort paa en rishaug, kasted sig ned ved hende.
«Eg meina du æ galen!» jubled hun.
Der heded ildsluer gennem hans aarer. Der rykked krampegraat gennem hans sener.
Der sænked sig sukkende helg over de to …
Han rusled hjemover langs stranden, med tør fin sand paa klær, i sko, i lommer, i haar.
