sans og om vilje.» Hun saa paa ham, det var som menneske-øine mylred i blikket.
Han ledte sig unna magten i ordene; han hadde aldrig turdet tænke slik. — —
«Det er som Deres stemme glipper iblandt!» smilte han forsagt.
«De er jamæn lydhør!» lo hun. «Duer som kurrer har vist det samme!» lo hun høiere.
De slentred indover heien. De kløv over urer, steg efter buskapens dybe smale stier.
Og han vented. Han lod igen som han vilde snu.
«Nei vi bryr os ikke om at komme tidsnok ned igen — gør vi?» sa hun og kasted sig i lyngen.
Han lo; han lytted til stemmen igen. Han vidste ikke, hvor han hadde den, om den var langt væk eller nær — erfuglen lokked paa samme vis ude ved nøgne holmer. Dette blev en underlig kamp! — —
«Livet har aldrig hat en slik form, at det nytted at fatte om det, sa De engang?»
«Jo, én gang inde paa en mo fik det slik form,» lo han.
«Bare én gang?» lo hun igen; men hun
