saa paa ham med skinsygens tomme stivhed i blikket.
«Bare én gang, ja. Synes De ikke det var nok?»
«Aajo,» husked hun ligesom med ét, «øiepar glytter bag gærdet — ha-ha! national sokkelab-poesi, som ikke flytter sig av flækken!» Latteren sved som salt sjøskvæt.
Hun reiste sig, saa indover heien:
«Det er derfor De er saa forgabt i moer!» sa hun.
De slentred videre; eftermiddagen gik. Og om aftenen sad de op til en løevæg paa en slaatte og ingenting sa. Solen flimred rød indover myrer og fjæld. Sommernatten la sig i den graa tømmervæg; frisk tørt høi lugted ud gennem sprækkerne.
«Granen er nu altid saa lidet for sig,» sa han og pegte; den stod raadløs og undsaa sig rundt om i kanten af det grønne. «— Gemmer sig tæt under furuen som barn bort i morens stak.»
Hun storlo, saa det sved: «Spindelvæv som dytter om sans og om vilje!»
Men han sad strid og saa ind i sommernatten, — den var nu alligevel hans endda! — —