Heien laa indover, med graa urer, bringebærbusk og smaa-aasp mellem stenene. Vand efter vand, brune i bunden, skilt ved lave eid med grønne slaatter.
«Tror De der er fisk i disse vand?» hvisked han, uden at ville det lavt som skogsusen.
«Ha-ha-ha!» storlo hun; det var et menneske i stille oprør, som vilde rive i stykker med braak og latter; han prøved at rette sig — det skulde bli kamp, før hun tvang ham! «Ja slik gammel uspiselig med mose under bugen,» lo hun, «og svære forstandige hoder!»
Stemmen sank saa underlig; og det blev stilt. Han lytted; stemmen stansed op som en bølge over noget, skalv i bittesmaa fald, det var samme stans som i hulk, den hadde ikke det før. Han kendte ligesom, at det var i stemmen alt det hun vilde laa! — —
«Jeg liker ikke disse stille vand. Jeg liker ikke hei og mo, uden mennesker, som roper, og mennesker, som skratter. Mennesker! mennesker! de er alt, de er livet! for livet er handling! livet er det skvættende og det sprættende! den viltreste bæk av indfald! Dette andet er spindelvæv, som dytter om
