skønte hun var i veien, sa hun. «Hvor har De saa gjort af Deres blege frøken?»
Han svarte ikke, holdt hende fast i armen; han trak hende bort i en sidegade, trykked sig indtil hendes stærke hofter: — nei han var ikke gal! kendte han i fryd.
«Her skal jeg ind,» sa hun, hun stansed udenfor en linsømbutik.
«Faar jeg lov at være med dig ind?»
«Nei det faar du slettes ikke!» — hun svarte du skælmsk, med slik kælende hake.
«Hvorfor det?»
«For det som skal købes sin skyld, vel!» ærted hun med haken igen. «Adjø da! bæh!» gæped hun i døren.
«Adjø da!» lo han efter hende.
Og stilled sig udenfor glasruten, stirred ind. Ansigtet derinde under gasblusset var som i gamle dage — den trange mund, fregnen paa næseryggen; det var det samme stærke legem, som rørte sig ledig og smækkert under løse folder. Han længted, det var en evighed at staa her! Han hilste igen, da hun kom ud — hun lo med smilehuller og lo med hvide tænder. Han tog hende om armen, trak avsted med hende ind i slotsparken,
