haante hans evneløshed — det var rovfuglens lyst til at hakke ud farens stille øie!
Men han var ikke ræd, han vilde være alene med det. — — Ha-ha! det blev ikke ordentlig trold, før én fik flere hoder! — Han turde se det i øiet, endda det var saa snørende stærkt og stort herude i mørke og stilhed, endda det var en eneste forfærdelig, evnerig vilje! — —
Men det hang i de hvide birkestammer, det stod i sneplogsporets kant, det trængte sig ind mellem ham og bænkene — det blev saa mylrende trangt! — —
«Hvad er det du vil!» skrek han; men angsten strubte hver lyd — han kendte bare læberne gik.
Det slog ned i ham: — han var gal! Det tog ham som en stormvind og kasted ham indover til byen igen. —
— Han gik lige paa Tordis Hval — hun kom fra tegneskolen —; hilste, vidste ikke, hvad han vilde.
«Aah!» stønned han bare.
«Naa?» sa hun og tog ham i armen. De hadde ikke ses siden aftenen paa verandaen; hun kom ikke mer til Hartung’s — hun