Hun strøg ham nedover frakkeopslaget og spurgte med øinene: «Jaja? … Det blir jo ikke noget igen av livet heller, ellers!»
Han vented ikke til hun var færdig, skifted stemme: «Saa træffes vi imorgen da, som ellers!»
Hun trak ham gennem grinden indunder træet igen, hang sig om ham og hvisked «du-u?» Han kyssed hende gang paa gang, skotted til side og talte vindusruternes dunkle rad.
Han skyndte sig udover Drammensveien. Det bar langs Kirkeveien igen, indpaa de stille jorder; — han vilde se dette fremmede væsen til bunds! — — Han skønte mer og mer: — om hjemmet kom aldrig saalangt væk i hans sind, skipperblodet randt i hans aarer! idag var det far og mor som skilte sig klart i ham, det grænseløst vilde og det grænseløst forsagte. Denne frost i hans blod var det gamle skippersinne, som gik igen mod hver stille glæde, det var kraften, som haante og nægted de syge hensyn hver hvil.
Spøgelset gled grisk ved siden og klukked stilt av ond latter; det var skipperkraften, som
