skønner i grunden ikke det liv du ser, de toner du hører, hvad du end siger.»
«Jeg skønner dig endnu ikke, Herman!»
« Det er det jeg mener!» for han op. «Du skønner ikke mig, skønner ikke det som er yngst! Du skønner ikke ormen som sikler om lynge-busk! Dit blod er for gammelt! dit blod er for blegt!»
Hun slap ham, saa paa ham:
«Jeg trodde, det var saa godt mellem os nu, Herman,» kom det forsagt.
«Det er dette jeg ser!» sa det fast imod hende.
«Det er bare saa godt at ha den troen paa pappa og paa mamma og paa alle, som jeg har,» brød hun ud; — «den troen jeg har igen, — for du ved jo, det er mange ting jeg ikke synes er, som de skal være. Skønner du ikke det! det er jo derfor! … Jeg ved nok ellers, at det er saa galt alt, som det kan være; — men det er saa godt at ha denne troen alligevel, Saa godt — saa godt! … Skønner du ikke det!» risted hun ham og graat. «Du—u?»
«Jo. Jo det gør jeg nok,» svarte han kort.
