klemte hende indtil sig under de mørke trær, kyssed og kyssed. Og hun kyssed igen; hun stod rank av vellyst under dryss av bløde ord. Hun kyssed ham hed og kyssed ham hel.
Til hun med et rev sig løs: «Nei nu maa jeg gaa! jeg skal træffe Anton Sørbærg iaften.»
Han vilde ikke slippe hende, greb efter hende igen. Hendes haand var æggende hed, han tog hende én gang til i den, — det var som at stryge gennem bævrende varmt, blødende kød — Anton Sørbærg forstod sin kunst. Han kyssed hende ikke, bare stod og strøg sin haand stille gennem hendes gang paa gang.
«Jeg længes saa efter rigtig stille glæde!» sa han.
«Du maa se at træffe ham!» ropte hun og sprang. «Der er flere av os, som kommer sammen.»
— Han stod igen i sneen ægget av kys og hed i haanden; han stod igen med vide næsebor og stirred efter hende, det var som at aande ind spiræans lumre duft under skyggende trær: det var den skælvende lyst, før
