og hjælp. Og panden var glat og kinden rund — ingen rynke, ingen stribe; hun vidste ikke av strid, hvor vilje trængtes — det var bare det sørgmodige alvor i hver mundvig, som minned om graatefærdigt barns gæp, som ligesom hvisked saa stilt, at hun engang hadde hørt, nok at det var mennesker, som stred, — men de var saa langt langt borte.
Han sad og saa, det varte længe, før han svarte.
«Aaja, naturen den er deilig nok; — men naar menneskerne ikke er glade —».
«Jamæn jeg synes, der er noksaa mange, som ler her om dagen alligevel.»
«De er ikke glade for det, om de ler. Tror De, at Deres bror løitnanten er glad, naar han ler?»
«Det ved ikke jeg. Men det er saa godt at ha den troen.»
Han svarte ikke, lytted til stemmen – den var uden de uglade viljers brustne klang; skulde han kalde nogen sin svane, saa maatte det bli en som hun. Han stirred udover fjordløbet: — hvad hadde man med andre menneskers kvide! det kunde være nok at vide, at der var kvide. Han tænkte paa gamle parkers
