rige trækroner, som runded sig imod lys himmel og ingenting vilde; han kendte et slægtskab, som var vagt paa en maade, men det var gammelt nok. Hun kunde mætte fugleynglen fra gamle reder, som tiden hadde skræmt, med den fred de trængte saa saart! — —
«Vil De høre en vise?» spurgte han med ét.
Hun saa sky bort, sa tak.
Og saa sa han frem visen fra moen.
«Det var nydeligt!» sa hun — det blev blankt over det blaa blik. «Hvad heder det?»
«Moen, heder det.»
«Si det én gang til!»
Han sa det én gang til.
«Det var nydeligt! — Og saa synes De, det er slik angst at leve — naar der er saadan sang i Dem?» Hun reiste sig og gik.
Det arbeided sig koldt op i ham, da han stod og saa efter hende; han vilde, det skulde tie, — mintes haarets yndige fald og blikkets blaa fred, — tagg og trygled sit grumme mod. Men det reiste sig langsomt og ustanselig; det kom sygt som skinsyge, det kom
