«Nei,» svarte det sky, og den lyse kjole trak sig tættere indtil.
Det blev blød stilhed. Hendes tanke var vid og klar og underlig sløv — det var som hun stirred ud imod linjen mellem himmel og hav.
«Jeg synes det er saa længe siden jeg saa Dem, frøken Hartung —!»
«Har De sovet nu, student Ek?» Og saa blev hun rød og smilte: «Ja nu maa De vel ha sovet! — jeg spørger saa dumt.» Saa blev hun rød igen; hun blev det, naar hun lo, ligesom av flauhed eller som latteren fyldte hende mer ubændig end god tone gav lov at vise.
«— Og saa skulde jeg træffe Dem igjen her, paa en odde ude i Kristiania-fjorden!»
Hun saa ind i vesthimlens gult: «Jeg syntes aftenen var saa deilig.» Det var som vuggevise-tone gled i ordene.
Hun saa bort paa ham. Han hælded sig til en stor sten.
Det var saameget blaat i det blik; han hadde aldrig set saa meget deilig lyseblaat paa én gang. Mørke bryn bued sig stærkt over det — det laa indunder og tindred fred
