ningsbryggen. Han vented, til hun var vel ombord, og propellen kom med det første slag, — da ropte han op til rællingen, at han ikke kom hjem i sommer alligevel; han vilde bli i byen og læse for at ta juridicum til næste aar. Hun graat, da han sa det; derfor vented han ogsaa, til hun var vel ombord — hans mors graat var styg, fordi den altid vilde noget.
Han skyndte sig væk, listed sig sky hjem de smale enslige sidegader, som han altid gjorde det den sidste tid. Han undsaa sig for solen — den sken ikke for ham, men for dem, som lo; han undsaa sig for menneskerne ogsaa — de saa paa ham alle, saa paa ham som tømmerhuggerne paa isen; de smilte av denne ungdom, som ikke hadde kraft til at holde sig oppe. Og somme tænkte vist som gamle Stenshoug. —
Hjemme paa værelset blev han staaende foran speilet, som han pleied: det var som hver dag som gik maatte riste et merke i ansigtet! Han stod længe og stirred ind i sit eget øie — blikket hvilte dybt derinde bag det klisne æble, stort og mørke-, mørkeblaat; slik maatte et trolds øie lyse inde i en mørk
9 — Sus.
