skog, naar det skræmte om natten! Det var ligesom ikke et menneske, som eied det glimt. — Men ansigtet var det samme som da han sidst stirred ind i det: en graatfyldt stille vent i øine og om den halvaabne læbetørre mund.
Han gemte sig indunder tæppet, laa og hutred, som han frøs; livet var ubotelig lammende trist som en nøgen bondegrav i bortgemte dalfører, naar vinden rusked kaat og grum gennem syre-strantens tørre stilk! — —
Han blev liggende udover; saa pigen kom ind og skulde spørge fra fruen, om han ikke kanske var frisk.
Han sprang op, da han blev alene, stirred ind i speilet igen. Han stod stiv av angst: — jo denne dag hadde ristet merke! — I en blink saa han det.
Han stirred paa det sorte haar, som laa klemt fremover den glatte pande; han fulgte den tynde næse, som stak saa hvast frem. Han saa noget ondt i det ansigt: — der var kommet et menneske til, et urvæsen, som hadde skallet av den gamle følelse, den gamle karakter, saa hans sinds ursaft ligesom laa nøgen. Han saa et uudgrundeligt vilddyr, som reiste sig stærkt og
