en nedsnedd tømmerstabel i ryggen, og traakked liggeplads for ny stabel; én stod med skofle, skar skiver av snelaget og kasted bort til dem som traakked. Han stansed og stirred: «dere har det godt, dere!» sa han; de stirred igen og flirte alvorlig, som det var en gal mand de saa.
Han skyndte sig unna og indi skogen; satte udover aasen mod et nyt vand. Men herinde, hvor det var stilt, dansed smaatroldenes sværm som før; onde sind flirte fjantet under granegren.
— — Moralen kræved, at drifterne gik under; — og samfundslykken kræved, at enkelt-mennesket gik under.
— — Og saa vilde enkeltmennesket reise sig og kræve, at samfundet gik under, for det selv vilde være til.
— — Aa, dette vilde altid gaa videre! Menneskesindene var som en forfærdelig kværn, som malte retninger i knas til sidste gran og slængte det udi strømmen; de maatte altid ta det, som fulgte, ogsaa. Det hadde det været saa forfærdeligt at tænke paa, disse hvileløse døgn! — — Det vilde ta slik fart! det maatte gaa rigtig galt engang — det hadde alt slik
