Pligt! pligt! skratted det. Han kasted paa hodet til det; men det kom igen, jaged, jaged! Den som kunde dræbe det ordet! det yngled skamløst i et armt land, i trange dale, for folk var saa livende ræd det ordet, — yngled med syge hensyn i krøblete smaa mennesker. — —
— Udpaa et vand gik en tømmerhugger.
«Har De set krøblete tusser om tuer indover her?» hvisked han ræd og stakaandet — det var som at komme i et blødt fang. Manden han spurgte saa op. «Jeg mener: bærer det mod indover?» retted han skræmt.
«Aa d’æ forskjelli — sômme tier mot; aa — aa sômme tier me.»
Han blev staaende og se paa tømmerhuggeren, som steg betænkt efter dybe spor, det var som en vismand hadde talt; han kendte det i øiet, at han saa underlig blegt paa ham. Manden stansed ogsaa og saa paa ham og flirte alvorlig. Han rev sig løs; mødte saa længer borte én til, som gik og vassed efter dybe spor; stansed og stirred paa ham, spurgte, om det bar imod indover. Det var som han traf umælende stordyr med tyk varm pels, som steg i de dybe spor bortover flaten. — Og udpaa hvert næs stod to-tre mand, med
