overgaat. Det er som Meissner sier i sin utgave av Strengleikar: « … und immer erweckt es eine seltsame Empfindung, wenn man hier ansehen muss, wie eine stolze und starke Sprache … sich nun auf einmal im Dienste eines fremden, trügerisch gleissenden Geistes weichlich und minniglich geberden will, die heimische Schlichtheit verläugnet und sich mit allerhand Schönheitsmitteln und Zierstücken aufputzt …» Det er imidlertid «skaldskaparmál», de to morer sig med. Man kjender arten fra Snorre’s egen ungdomsbok med grammatikken i verslære og med prøverne i kunstdigtning – hans Edda’s Háttatal: Tomhet og kunstlethet! Den tids kunstsmak var dømt; slik kunde det ikke længer fortsætte, eftersom det ikke var digtning længer, men fingerfærdighet i grammatikalsk utskurd. Dette er det tragiske: de hadde det rigtige syn paa den nationale kunst’s ret: og ættesagaen gjenopstod i al sin herlighet i Snorre’s Heimskringla. Men saa vælger de samtidig det av den gamle litterære kunst som var gaat ganske i frø! Blomsten var i deres øine trods alt ikke prosaen, men skaldskapen. Allerede kampglædens tomhet i enkelte store ættesagaers slut, som i Njaalssaga – én
