den gamle skaldskaps grund. Der dyrket han hedenolds guder likeoverfor Haakon Haakonssøn, paa samme vis som Haakon jarl i religionens verden gjorde det likeoverfor Olav Tryggvason. I den verden aander Skule, og i den aandet Snorre. Det er digtningens gamle, egte tid som gaar igjen. Og da Skule 1240 stiger ut av klostret og blir hugget ned av kongens mænd, sier han: «Hugg mig ikke i ansigtet! Ti det er ikke skik at gjøre det med høvdinger.» Det er atter den gamle ættesaga som dukker op: han tænker paa eftermælet og sier en god stub, idetsamme han faar banehugget.
Man faar her givendes et lynrapt skimt av et kultur-interiør, der de to sitter og snakker litteratur, og nyder der litterært noget som er ganske forbigangent og rendt op i frø; om et halvt sekel er det det ogsaa sproglig! Det kan ikke negtes: der er noget mosegrodd og forlagt over disse to som sitter og vitser sig ut paa bekostning av Haakon Haakonssøn’s mænd og lager nidkvad efter den gamle, lærde opskrift. Og i sin litterære interesse har de mindre øie for det virkelig levedygtige i den gamle ordets kunst: prosaens kunst nemlig, som er middelalderens overhodet største, og til idag ikke
