kunde godt kalde det vemod – varsler om det nye: en mand som Kaare peker i saa maate just utover ættesaga, paa samme vis som f. eks. tegningen av Olav den hellige gjør det i hans sidste dage – samme lys-tone høit i luften over dem begge! Skule blev et tragisk symbol paa den dødsdømte tid, paa den uttjente digtning, men som allikevel var den eneste hjemlige. Derav kom hans manglende energi tilslut, det opgitte, underlig magtstjaalne ved hans holdning og det visne bonmot paa læben, da banehugget naar ham. Skule var av fortidens høvdinger. Den sidste, i hvem tillike ættesagaens store, almenmenneskelige konflikt var levende kvide, hin mellem den enkelte og samfundsfølelsen.
Mens Haakon Haakonssøn ikke er symbol paa nogetsomhelst. Han aner ingenting av den konflikt; han glodde sig solblind paa nogen gilde fyrster og deres glimrende dragter derute i Europa, – og trodde at Norge aldrig hadde været saa stort og sterkt som under ham! Han seiret over hele linjen. Ti efter Skule fandtes det ikke én høvding tilbake i folket – alt stort var hugget ned. Det var kong Haakon’s svineheld. Og det tragiske ved ham igjen var dette vanmægtige gisp mot rike lande og rik jord. – Europa
