kom. Den nye smak derfra reiste sig med Strengleikar’s ridderliv og hof og høviskhet. Som en uimotstaaelig flodbølge! Ti tidens blanke øie trodde alt, som kom derute fra. Mindes vi ikke fra Eyrbyggja-saga to–tre sekler før, hvilket indtryk det gjorde paa Island, da det engang rygtedes at en irsk kvinde var landet paa øen med silke i sin dragt og i sine sengklær? Skule og hans smak bukket under i kampen mot den litterære kosmetik. Sat han selv som en gammel ørn paa stenen, mens flommen, brusende og rislende, begrov landet rundt om ham og gjorde det ukjendelig. Og det tragiske var at det var ganske naturlig og – fortjent at saa skedde, at hans smak bukket under. Hvilket er sagt til eftertanke for dem som gomler om kunst og moral eller dekadanse.
Ti der er intet tilfældig ved Skule’s tragedie. Der er almenmenneskelighet i den, der gjemmer sig en kulturhistorisk lov bak. Den sedvanlige tragik i al historie: det gamle er dødsdømt, men det nye er ikke værdifuldt, selv om det skjænker sindene større indhold end det som randt op i frø. Derved opstaar først kaos, det vi pleier kalde forfald, men som i virkeligheten er den forraadnelse, hvorav dernæst efter sekler det nye gror,
