saa sandt man har heldet – og stoffet – med sig.
Dette er tragedien. Ibsen var i et mildt og ydmygt hjørne, den nat han undfanget idéen til Kongsemnerne. Han lot den tape som var i sin nationale ret, og som ogsaa laa hans eget hjerte nærmest. Det er ikke et ganske usedvanlig spil; det møter én av og til i dramatisk digtning, naar denne er stor, og altsaa ikke bare en præken eller et indlæg. I gamle dage kaldte man det visst noget slikt som ironi. Nu i vor flate posørtid er man paa vei til at glemme glosen, og tingen med – til vinding og livsbetingelse for posørerne. Det er den selvforbrænding i kunstens rike, som den skravlende journalistik som for øieblikket har ordet, ikke aner stort om. Det spil gir imidlertid bevægelse, heftighet, hemmelig hete. For det gir jo dramaets personer bankende rødt blod av digterens egen livaare. Og sikrer derved hans verk det lange liv.
Jeg mente her foran at kunstnerisk var folket selv ikke under blomstring længer. I vor «storhets»-tid er det de fremmede, som lager vor kunst, eller gir idéen. Man indkalder utlændinger. Saaledes engagerte kong
